Kendetegn

Den tyklæbede multe er en pigfinnefisk med to adskilte rygfinner - den forreste med fire pigfinnestråler. Ryggen er blålig eller grågrøn. Siderne er sølvskinnende, og bugen er hvid. Skællene er store. Den har en lille mund med overlæbens tykkelse som øjets diameter. Hos voksne individer har overlæben hornede vorteagtige knopper. Multen bliver maksimalt ca. 80 cm.

Levested:

Multen færdes i småstimer langs kysterne og i brak- og ferskvand. Den er udbredt fra det sydlige Island og mellemste Norge til Senegal og Middelhavsområdet. Den vandrer nordpå i sommermånederne og er blevet en ret almindelig sommergæst langs den jyske vestkyst, i Kattegat og de indre danske farvande.

Føde:

Multen lever af alger, plantedele og smådyr, som samles op fra bunden og sigtes fra med gællegitterstavene. Den gyder i Den Engelske Kanal og ved Irland juli-august - tidligere længere sydpå. Æg og larver er pelagiske. Fangst af 1-årige multer tyder på, at den tyklæbede multe er begyndt at yngle i Danmark. I Danmark fanges den bl.a. i bundgarn.

Tilberedning:

Den tyklæbede multe er en populær spisefisk i de sydlige dele af udbredelsesområdet, da den har meget velsmagende kød. Multen kan både dampes, grilles og ovnsteges.

Sæson:

Sæson fra april til september.

Ernæring og sundhed:

Multen er en halvfed fisk, der indeholder sunde enkeltumættede samt flerumættede fedtsyrer, n-3 fedtsyrer, som også kaldes omega-3 fedtsyrer.

Få ugens 2 opskrifter


Samtykke (GDPR) ?

Fisk 2 gange om ugen  -  Axelborg, Axeltorv 3, 4. sal  -  1609 København V  - Kontakt os på telefon 33 39 40 28